Gå til indhold

HeaderLink til Region Syddanmarks hjemmesideLink til forsiden af Psykinfo


Boghylden

 

Her på siden finder du en præsentation af vores levende bøger:

Titel: At rejse er at leve

Bogforside: At rejse er at leve

- Et liv med diagnosen bipolar, angst og personlighedsforstyrrelse..

Denne bog handler om håb og drømme. For selvom, jeg kun var ganske ung, da jeg blev indlagt første gang, og fik mine diagnoser, så nægtede jeg at give op. Jeg ville ikke acceptere, at jeg aldrig ville blive rask.
I 20 år kæmpede jeg med at holde balancen. Jeg blev ofte indlagt, men hvordan kunne jeg rejse, spille teater og få drømmejobbet uden at blive syg.
Efter mange års søgen fandt jeg de vise sten. Jeg skulle holde op med at løbe væk fra mig selv. Acceptere hele mig. Jeg kunne alligevel ikke løbe hurtigt nok til, at problemerne ikke indhentede mig.
Jeg valgte at acceptere, at jeg var psykisk sårbar, og begyndte at stå åbent frem, med alt hvad det indebærer. I dag er min diagnose symptomfri. Der er kun angsten tilbage. Min rejse har været lang, men håbet og drømmene fik mig til at tro på, at alt er muligt, også selvom man er psykisk sårbar.
 

Titel: At være pårørende til psykisk syge børn
 

Bogforside: pårørende børn

Denne bog handler om hvordan jeg, som mor til tvillingedrenge med hver deres skizofrenidiagnose, stadig kan smile, grine og være oprigtig glad, til trods for deres alvorlige sygdom.
Den handler om to vidt forskellige sygdomsforløb, om to vidt forskellige behandlingsforløb, alt for mange mulige og umulige samarbejdspartnere, medicin og selvmedicinering, selvmordsforsøg, indlæggelser med og uden tvang og ikke mindst om mange forskellige måder at være i det hele på som mor.
Den handler om hvordan man som mor, kan nå helt derud, hvor man tænker alle de ”forbudte tanker”.
Jeg er ikke bange for at indrømme, at mit medfødte optimistiske sind og viljen til at kæmpe, til tider har været hårdt prøvet. Jeg er ikke bange for at indrømme, at selv en ”ressourcestærk mor” kan få nok og bare ønske at alting forsvinder. Jeg er ikke bange for at vise jer min til tider lammede højre hånd, hvor en kronisk stress har taget over og sat sig som en evig påmindelse om, at kroppen siger fra, hvis ikke hjernen og hjertet gør det i tide.
Men! Jeg er heller ikke bange for at fortælle jer, hvordan jeg nu igen kan være optimistisk, glad, ja endda på grænsen til lykkelig. Vejen dertil har været lang, smertefuld og udfordrende, men også positiv, spændende og ikke mindst ”jeg har lært alle sider af mig selv at kende også de grimme”-vækkende.
Med udgangspunkt i ovenstående kan jeg fortælle lige hvad i ønsker at høre om. Grænserne er få og jeg siger selv fra. Det har jeg nemlig lært nu..

Titel: Bipolar affektiv sindslidelse
 

image alt text

Dette er en bog, som handler om mit liv, som har budt på lidt af hvert.
Jeg er en kvinde på 38 år, som har en bipolar affektiv sindslidelse. Jeg er også mor til mine 3 børn og hustru til min mand.
Mit liv ændrede sig, da jeg blev mor til min ældste søn, der er 13 år i dag.
Jeg skulle til at leve med, at livet ikke kører lige ud af en snorlige vej. For jeg fik en fødselsdepression efter min ældste søn kom til verden. 

Med fødselsdepressionen fulgte diagnosen. Jeg var indlagt i 9 måneder...

Jeg skulle lære at acceptere, at jeg var blevet førtidspensionist under min indlæggelse.

Igennem årene har jeg lært at leve med min diagnose og få det bedste ud af det.
I 2009 gik min eks, faderen til min ældste søn, og jeg fra hinanden. Jeg blev derefter indlagt i ca. 6 måneder. Den indlæggelse bød på lidt af hvert.

I august 2010 mødte jeg min nuværende mand og mine 2 yngste børns far.
Jeg har haft en periode på ca. 4,5 år fra sommeren 2011 hvor jeg var stabil og uden medicin. I de år fik jeg Mads og Laura.

Mine 3 børn og min mand er mit et og alt. Det er dem der får mig til at kæmpe de dage, hvor det ellers ser sort ud....

Titel: Borderline: En vifte af nuancer 
 

Bogforside Borderline

”Mennesker med Borderline er ikke til at stole på, de er egoistiske, de er udfarende og virkelige vanskelige at både indgå i relationer og samarbejde med. Man skal træde varsom i deres selskab, da de ikke kan navigere i det virkelige liv, fordi de er på ødelagte af alle de traumer, de har oplevet gennem deres liv. De kommer fra ødelagte hjem, fyldt med incest, vold, og misbrug”
Eller gør de?
Min bog handler om livet med borderline.
Men på trods af, at jeg opfylder alle symptomer og kriterier for at få netop denne diagnose, som en del af min godtepose, der også er fyldt med den ængstelige personlighedsforstyrrelse, samt træk fra OCD, angst og det paranoide. Ja, så bryder jeg alligevel mange fordomme ved ikke at være den ”klassiske borderliner” Jeg kommer nemlig fra ”den helt almindelige lykkelige familie” med forældre, der har været gift i 30 år og en 3 år yngre lillesøster.
Jeg er uddannet pædagog, ejer et hus, er lykkelig gift og har en fantastisk bonusdatter. Men alligevel blev jeg ramt af psykisk sårbarhed i en alder af 15 år. Uden at være en af de 70 %, der i barndommen har været udsat for et frygteligt traume. Psykisk sårbarhed kan komme af mange forskellige årsager. Jeg vælger at tro, at jeg er født med en større indre sårbarhed end så mange andre. Det er et af livets luner, som jeg har måtte kæmpe med, acceptere og faktisk vinde over!
Det har været en lang sej kamp. 11 år gik der fra jeg første gang viste tegn på psykisk sårbarhed, til at jeg som 26-årig fik min diagnose. Min bog handler om at sidde på en vippe og konstant forsøge at finde balancen mellem følelser og fornuft. Vejen igennem et system, som har budt på mange svigt, men samtidig også fantastisk hjælp, terapi og støtte.
Jeg er åben for alle spørgsmål, da det er her en masse brikker falder på plads i mit puslespil. Jeg tør være nysgerrig på mig selv og andre, og ønsker det samme den anden vej. Igennem en anerkendende dialog vokser vi sammen. I dag præsenterer jeg ikke min diagnose først i mødet med andre mennesker.
I dag er jeg ikke længere min diagnose. I dag er jeg MIG! Og jeg er faktisk ret god til det.

Titel: Borderline og OCD
 

Bogforside Borderline og OCD

Dette er en hudløst ærlig bog om livet, på godt og ondt, med personlighedsforstyrrelsen borderline og OCD. En barndom fyldt med frygt, svigt og alkohol. Livet med psykisk sygdom og kampen for at passe ind. Kampen for at bevare den smilende facade, mens
sindet kæmper med daglige tvangsritualer, selvmordstanker, selvmordsforsøg og selvhad. En ærlig fortælling, der går fra at skamme sig over at være psykisk syg, til i dag at kunne se det som en styrke og kompetence at være sårbar.

Titel: En dag ad gangen
 

Bogforside en dag ad gangen

En bipolar lidelse, som heldigvis blev til et alkoholmisbrug over årene, resulterede i, at jeg blev fyret fra to gode jobs. Med et sind der var helt på afveje fik mine to døtre, på dengang 19 og 21 år, mig i lang og lykkebringende terapeutisk behandling.
Behandlingen gav mig et nyt liv. Jeg måtte genuddanne mit sind - en årelang proces som jeg ikke ville have været foruden. Alle de muligheder jeg har fået i form af givtige fællesskaber, gode mennesker og en forstående arbejdsgiver, som har givet mig plads til at genfinde et selvværd, som har været og er mit fundament for det liv jeg nu har fået.
10 år er gået og der er blevet plads til gennem åbenhed. ærlighed og villighed at hjælpe mange skæve eksistenser ind i en frihed til at gøre, hvad de ikke troede var muligt.
Jeg hedder Jørgen og er en glad og fri halvtosset alkoholiker og det er jeg rigtig godt tilfreds med.

Titel: Livets betingelser
 

Bogforside livets betingelser

Denne bog handler om mit liv med mobning i skolen, alkoholisme i familien samt et liv med skizofreni. Den handler også om at opdigte en verden der var udholdelig, men også om at spejle sig i de forkerte mennesker.
Jeg er 32 år og fik diagnosen paranoid skizofreni i 2010, samme år fik jeg en førtidspension og jeg følte hele mit eksistensgrundlag forsvandt under mig. Jeg kunne ikke arbejde, jeg kunne knap nok stå ud af sengen om morgenen og jeg havde svært ved at indfinde mig med et liv SOM skizofren, men efter utallige indlæggelser, hvor vi arbejdede med stemmer, paranoia og tillid til andre mennesker. Det var et selvmordsforsøg der skulle blive enden på mine indlæggelser. Jeg begyndte at se anderledes på mit liv og jeg fandt ud af at jeg var meget mere end ”bare” skizofren. Jeg var Kirsten med en rask side, og det er den der har fået mig igennem mit sygdomsforløb. Hele rejsen, al den hjælp jeg fik gjorde håbet for fremtiden var mulig. Mine pårørende tacklede situationen ud fra deres bedste overbevisning, men det krævede ufatteligt mange kræfter og de var tæt på at ”slå hånden af mig”.
I dag er jeg ikke længere psykisk syg men psykisk sårbar, efter min overbevisning.

 

Titel: Min kamp - En kamp om at klare dagen og vejen samt et forsøg på at forsørge sin familie
 

Bogforside Min kamp

Jeg har aldrig kunne sidde derhjemme og lave ingenting. Jeg har altid fundet et eller andet at lave. Om det så var at køre taxi om aftenen og weekender, at sy tøj eller gøre toiletter rene, så var det altid bedre end at sidde derhjemme. Efter en uddannelse på revalidering, hvor der var en krise i gang, var der intet arbejde at få. Så jeg startede som selvstændig. Jeg tog også vikarjobs for at kunne få det til at hænge sammen. Efter et par års hårdt arbejde med mange timer blev jeg ramt af stress, og efter en periode blev jeg slidt af sygedagpengesystemet og stod med ”ingen” indtægt og kunne ikke arbejde særlig mange timer. Det førte til en depression. Familien og jeg følte, at vi stod selv med problemerne og havde ingen anelse om, hvad man kunne forvente. Jeg har valgt at stå åben frem og fortælle om det for, at det ikke skal ramme andre på samme måde. Hvis min åbenhed kan redde bare en person, som klarer at komme gennem en lignende situation, så er det alt værd.

 

Titel: Min vandring til et bedre liv
 

Bogforside min vandring til et bedre liv

Denne bog handler om, hvordan jeg først i 20´erne fik en skizofreni-diagnose, og hvordan jeg de efterfølgende år blev proppet med medicin i en uendelighed. Jeg fik medicin for medicinens skyld. Hvis medicinen ikke virkede, så prøvede de bare et nyt medicinpræparat. Lige som forsøgsmus. Sådan følte jeg det. Jeg var modløs og frustreret og kunne ikke se en ende på al den ”pille-spisning”.
Det havde også en anden bagside… Jeg tog på i vægt. Jeg blev større og større og i 2002 til min søsters bryllup vejede jeg 110 kg! Jeg havde kun 162 cm at fordele de 110 kg. på. Så jeg var meget stor.
Efter brylluppet tog jeg en beslutning. Jeg ville tabe mig- og det gjorde jeg. Jeg endte med at blive normal-vægtig efter 2 års vægttab! Det var en sejr. Jeg kunne igen begynde at bevæge mig. Jeg startede med at gå ture og for 6 år siden begyndte jeg at løbetræne i den lokale løbeklub.
Dette er bogen om hvordan motionen er min recovery, min selvmedicinering (medicinen der ingen bivirkninger har). Når jeg er trist og har stemmer og er nede i kulkælderen, så tager jeg traveskoene på og går mig en tur. Det er mere virksomt end en pille, som er med til at sløve mig, for så ved jeg, at så får jeg ikke gået den tur.
Dette er bogen om hvordan naturen påvirker mit sind, når jeg sætter den ene fod foran den anden…

Titel: Paranoid skizofreni
 

Bogforside Paranoid skizofreni

Tekst følger

Titel: PTSD  
 

Bogforside PTSD

”..Da jeg senere samme aften går hjem, smurt ind i blod, syngende (højere end nogen omkring mig vil bryde sig om), grædende, grinende, råbende og fuldstændig vanvittig at se og høre på, så mærker jeg, at noget helt grundlæggende har ændret sig i mig” (uddrag fra min kommende bog).
Denne bog handler om hvordan jeg som mor til to tvillingedrenge med skizofreni, oplever noget så voldsomt, at det sætter sig i krop og sjæl som en egentlig PTSD. En fortælling der giver en anden historie, end dem som er mest fremme i medierne. For selvom jeg ikke har været udsendt til krig, død og ødelæggelse i et andet land, så har jeg levet som soldat i mit eget liv, hvor hver eneste dag var et spørgsmål om overlevelse. Ikke min, men mine nærmestes. Og det er vel også en form for krig?
Efter flere år i spændingsfeltet med to drenge, der med halvandet års mellemrum udvikler skizofreni, er jeg vidne til at min ene søn to gange indenfor ganske få timer, forsøger at tage sit eget liv. Lige foran mig.
Hele mit system er i forvejen presset til langt ud over grænsen, jeg har svære fysiske symptomer på stress, men jeg befinder mig i en form for ”bedøvet” tilstand, hvor mine egne følelser ikke har plads og berettigelse. Denne tilstand er dog ved at rinde ud. For min søn er på vej til at gøre så meget fysisk skade på sig selv og så meget psykisk skade på mig, at jeg bliver nødt til at vågne op.
Den skelsættende hændelse finder sted i efteråret 2014, men først i starten af 2018, efter utallige sygemeldinger og et grundlæggende ændret liv og sind, får jeg den hjælp, jeg har brug for. I form af PTSD-diagnosen, kan jeg nu få målrettet hjælp og terapi. Jeg finder en mening i, hvorfor jeg har det, som jeg har det, jeg bliver mere og mere bevidst om hvilke belastninger mit system har været udsat for og jeg begynder igen at se positivt på fremtiden. For selvom jeg stadig er en soldat og jeg stadig skal kæmpe, så har både min søn og jeg overlevet og det må være vigtigst af alt. At overleve og stadig kunne smile med øjnene.

Titel: Skizofreni
 

Bogforside Skizofreni

Dette er en fortælling om en kvinde, der som 18-årig blev diagnosticeret med sygdommen paranoid skizofreni. Den handler om livet med en tabubelagt sygdom, at være flov over sin diagnose, at være plaget af manglede livsgnist, symptomer på sygdommen og hashmisbrug.
Alle vil gerne skille sig ud, men jeg vil bare gerne være normal. Det at kunne gennemføre en uddannelse eller arbejde 37 timer, har jeg desværre måtte opgive, og efter 8 års jobafklaring fik jeg tilkendt førtidspension. Selvom jeg er vurderet uarbejdsdygtig for altid, vil jeg stadig have en betydningsfuld plads i livet.
Jeg fandt meningen igennem motion, og at turde satse på der var en god kæreste til mig derude… Og ja det var der. Jeg kan en masse og vil en masse, men har lært at leve med mine begrænsninger. Der bliver nødt til at være et loft over antallet af udfordringer hver dag, for ellers vælter læsset kort sagt.
Her 10 år efter min første psykose har jeg fået modet til at stå frem med min diagnose. Faktisk er min diagnose kun en lille del af mig, for er jeg er en hel del mere end det.
Jeg håber min fortælling kan give dig et indblik i livet for en psykisk sårbar, gøre dig klogere og muligvis bekræfte eller forhåbentligt afkræfte nogle af dine fordomme. Giv håbet videre, for på trods af svær psykisk sygdom, kan livet sagtens blive godt.
Jeg er her endnu, for ingen ved hvad det sker i morgen. Måske er det noget godt? Det vil jeg ikke gå glip af.

Titel: Særlig sensitivitet, personlighedsforstyrrelser og langvarig depression
 

Bogforside særlig sensitivitet, personlighedsforstyrrelse og depression

Dette er en ærlig bog om at være særlig sensitiv med personlighedsforstyrrelser, depression og dysthymi.  Mange følelser om at være frustreret, tvivle, være ked af det, miste håbet, at miste min bror i en trafikulykke, ”miste” mine børn, tvivle på om jeg er en god mor, finde min nye rolle som mor, miste troen på livet, selvmordsforsøg, mange år i systemet (syg, men ikke syg nok, eller hvad?), om ikke at være i stand til at tage beslutninger.
Allerede som ung teenager tænkte jeg tanker om der var noget galt, om jeg måske led af vinterdepression, som 18-årig kom jeg i selvhjælpsgruppe, som 27-årig fik jeg antidepressiv medicin og først som 31-årig fik jeg mine første diagnoser.
Citat fra min udredning: ”Uspecificeret personlighedsforstyrrelse. Udredningen viser, at hun har enkelte dependente træk og enkelte emotionelt ustabile træk. Der ses flest tvangsprægede træk, men også klart depressive træk, tydende på en habituel forstemning. Hun opfylder således også kriterierne for en depressiv personlighedsstruktur eller dysthymi.” (langvarig nedtrykthed).
Jeg har også børn med diagnoser som ADHD og autisme.
Jeg har stadig perioder eller dage der er dumme, triste og trætte, og hvor jeg føler jeg ikke er værd at være sammen med, for jeg smitter med mit triste humør eller jeg kommer til at snerre af dem der står mig nær. Det kræver kræfter at minde mig selv om, at det ”bare” er en periode, og give mig selv lov til en sofa-dag, eller gøre andre ting, der giver mig en pause, eller som kan få det positive humør til at vende tilbage igen.
Så længe jeg ikke mister håbet, håbet er alt afgørende, og jeg har fået håbet tilbage.
Har dette givet anledning til nogle spørgsmål, eller berører det nogle emner der kunne være relevante for jer, så lån mig, jeg svarer så godt jeg kan på jeres spørgsmål, måske bliver jeg også klogere på mig selv.
 


Siden er sidst opdateret 25-2-2019

Psykiatrisk Informationscenter, Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 7, bygning N, 7100 Vejle | tlf.: 99 44 45 46 | psykinfo@rsyd.dk