Skip til primært indhold

Konference på Koldinghus: Vilkår og tendenser for ungdommen

Undersøgelser har i de seneste år vist, at ungdommen mistrives, men hvordan ser det egentlig ud?

Information

Pris: 650 DKK

Tilmeldingsfrist:
7. november 2024

Koldinghus

Dato: 7. november 2024
Tidspunkt: kl.09.00 - 15.15

Adresse:
Koldinghus 1
6000 Kolding

OBS: Konferencen er fuldt booket. Hvis du gerne vil på venteliste, så send os en mail på psykinfo@rsyd.dk

Ved dette års konference ønsker vi at få belyst, hvad der rører sig og gør sig gældende for de unge i dag. Hvilke vilkår og tendenser er til stede, og har vi skabt et sygt samfund, som er svært at være ung i?

Program:

9.00
Morgenmad

9.30
Velkomst v. regionsrådsmedlem Mette Bossen Linnet, formand i Psykiatrisk Dialogforum

9.40
Diagnosticeringstendens blandt unge, v. Maja Vain Gilbert, psykolog og specialist i psykoterapi.

Antallet af unge med diagnoser er eksploderet, og det kalder på en grundig udforskning af, hvad der kan ligge bag stigningen. Kigger vi på samfundet i dag, er det tydeligt, at psykiske diagnoser har fået en helt anden betydning, end de havde for blot 15 år siden. Diagnostiske begreber fylder mere i hverdagssproget og bruges hyppigere til selvdiagnosticering, bl.a. via sociale medier. Diagnoserne er i højere grad blevet folkeeje og har derfor fået en ny betydning, særligt for den unge generation. Oplægget tager udgangspunkt i de unges livsverden og dykker ned i, hvorfor diagnoser oftere og oftere anskues som et attraktivt alternativ.

Som stifter af klinikken UngTerapi har Maja i over 10 år beskæftiget sig udelukkende med terapi med unge og oplevet
mange af tidens mistrivselstendenser på første hånd. Maja er aktiv i debatten om unges mistrivsel og aktuel med en ny bog om samme emne: "I bedste mening".

10.25
Personlig beretning

10.35 
Lille kaffepause

10.40
De unge viser vejen til fremtiden: Led, tiltræk og fasthold de unge og forstå fremtidens arbejdsmarked v. Emilia van Hauen, kultursociolog og forfatter.

Generation Z, der er født mellem 1995 og 2010, er for alvor ved at etablere sig på arbejdsmarkedet. Dette udfordrer både ledere og kollegaer, for de er radikalt anderledes. Z’erne er nemlig opdraget til ligeværd og forhandling. De udtrykker deres kreativitet og følelser. Søger en meningsfuld karriere med god work-life balance. Og så er de den mest sårbare og fællesskabsorienterede unge-generation, vi nogensinde har haft.

Foredraget er informativt og underholdende og gennem historier og eksempler vil vi forstå, hvad der driver disse unge generationer, hvordan de skal ledes, og hvordan vi skal motivere og arbejde sammen med dem, så vi i fællesskab skaber det bedste arbejdsmiljø for alle.

Emilia van Hauen har specialiseret sig inden for generationer, køn og moderne fællesskaber.

12.00 
Frokost

12.45
Den unge onlinekultur v. Stine Helding Rand, psykolog, Center for Digital Pædagogik.

Mennesker i dag bliver præsenteret for et væld af indtryk fra et hav af kilder. Det er krævende at skulle navigere i, særligt for unge, der står et sted i livet, hvor de i forvejen er i en rivende fysisk og mental udviklingsproces. Forventningen om den konstante tilstedeværelse såvel fysisk som digitalt påvirker unges oplevelsesverden og sætter aftryk i måden, hvorpå de ser sig selv og andre, og hvordan de deltager i samfund, fællesskaber og grupper. Oplægget stiller skarpt på nuancerne i de digitale aspekter af unges liv – fra det bekymrende til det positive. Ved at komme omkring temaer som identitet og fællesskaber vil vi gå på opdagelse i, hvordan der kan være både fordele og ulemper ved den måde, unge interagerer med hinanden og med omverdenen på i dag.

Stine Helding Rand har specialiseret sig inden for de digitale aspekter af børn og unges identitetsdannelse, særligt i de tilfælde, hvor tingene er gledet af sporet.

13.35 
Kaffe og kage

13.50
Seksuel dannelse som tilgang i arbejdet med unge v. Mette Øyås Madsen, højskolelærer, Brandbjerg Højskole.

De unges trivsel er stærkt forbundet med forholdet til køn, krop, sex og seksualitet, men de er udfordret af at leve i en tid med modsatrettede vilkår og tendenser. På den ene side har de f.eks. ret til at have den kønsidentitet de ønsker, på den anden side skal de også respektere andres kønsidentitet, selv om den måtte være forskellig fra deres og svær at forstå. På den ene side byder samtykkeloven dem at agere med lydhørhed og ansvar i seksuelle møder med andre, på den anden side lærer præstationskulturen dem, at andre mennesker kan være midler i jagten på anerkendelse og succes. At arbejde dannelsesorienteret med køn, krop og seksualitet handler om at have blik for og ruste sig til den svære balanceakt det er at blive et menneske i spændingsfeltet mellem frihed og ansvar.

Mette Øyås Madsen er forfatter til bogen ”Seksuel dannelse – inspiration fra en højskolepraktiker”. Hun underviser i faget ”Køn, krop og seksualitet” og modtog i 2021 Højskolepædagogisk Pris for sit arbejde med seksuel dannelse.

15.15
Afrunding og tak for i dag v. Ulla Lindgren, PsykInfo/CEPI

Tilmelding kan ske online eller på telefon 99 44 45 46.

OBS: Konferencen koster 650 kr. inkl. moms (faktura tilsendes, når konferencen er afholdt).

Afmeldingsfrist:  Torsdag den 24. oktober.
Efter afmeldingsfristen er din tilmelding bindende, og du vil få tilsendt en faktura på deltagerbetalingen efter konferencens afslutning.

Afmelding fra konferencen kan ske omkostningsfrit frem til den 24. oktober. Derefter opkræves fuld deltagerbetaling, medmindre pladsen kan besættes til anden side.

APPFWU01V