Boghylden med levende bøger

Jeg har kendt til selvmordstanker, siden jeg som barn blev seksuelt misbrugt.

Selvmordstankerne fandt første gang vej til mig en sen aften efter et overgreb. Jeg var bange, ensom og dybt fortvivlet og trøstede mig med, at det altid var muligt at dø.

Siden har selvmordstankerne fungeret som redningsplanker, der dækkede over en ubærlig indre smerte. Angst, skam og selvhad har været en on and off besøgsven i mit liv.

Men jeg lykkes godt i livet: Jeg er gået fri af misbrug og kriminalitet, jeg har taget uddannelser og jeg har arbejdet inden for sundhedssektoren i over 20 år. Jeg er stærk, sund og rask og har en dejlig lille familie.

Men når livet viser tænder, tjærer mine tanker til. Mine smertetråde nåede bristepunktet i 2009, hvor pinefulde genudsendelser fra en svunden tid fandt vej efter en voldsom oplevelse på mit arbejde. Angst, selvmordstanker, selvhad, skam og skyld fyldte pludselig hele min verden ud.

Jeg blev indlagt i psykiatrien med en depression, blev behandlet med store mængder medicin og elektrochokbehandlinger, hvilke fik store konsekvenser for mit liv. Jeg mistede mit arbejde, og jeg blev tilknyttet hjerneskadeteamet i Vejle Kommune til genoptræning og fik førtidspension.

Min historie må ikke være forgæves - kan jeg hjælpe bare et enkelt menneske ved at tale højt om det svære er jeg glad. Kan jeg påvirke mennesker, der påtænker at arbejde med mennesker er jeg stolt.

Jeg hedder Pernille, og jeg er 51 år.
Min historie bliver fortalt med alvor, humor og farverige illustrationer.

- Et liv med diagnosen bipolar, angst og personlighedsforstyrrelse..

Denne bog handler om håb og drømme. For selvom, jeg kun var ganske ung, da jeg blev indlagt første gang, og fik mine diagnoser, så nægtede jeg at give op. Jeg ville ikke acceptere, at jeg aldrig ville blive rask.

I 20 år kæmpede jeg med at holde balancen. Jeg blev ofte indlagt, men hvordan kunne jeg rejse, spille teater og få drømmejobbet uden at blive syg.

Efter mange års søgen fandt jeg de vise sten. Jeg skulle holde op med at løbe væk fra mig selv. Acceptere hele mig. Jeg kunne alligevel ikke løbe hurtigt nok til, at problemerne ikke indhentede mig.

Jeg valgte at acceptere, at jeg var psykisk sårbar, og begyndte at stå åbent frem, med alt hvad det indebærer. I dag er min diagnose symptomfri. Der er kun angsten tilbage. Min rejse har været lang, men håbet og drømmene fik mig til at tro på, at alt er muligt, også selvom man er psykisk sårbar.

Denne bog handler om, hvordan jeg stadig kan være positiv og helhjertet glad på trods af en alvorlig psykisk sygdom.

Den handler om et behandlingsforløb med indlæggelse - til tider under tvang, medicin, selvmordsforsøg, selvskade, livet på en døgninstitution, nogle af de mange måder at være i det hele på og om at komme lykkelig ud på den anden side.

Jeg har til tider været hårdt presset, og optimismen har været svær at spore. Vejen mod recovery har været lang og smertefuld, fyldt med op- og nedture. Men det er også en vej fyldt med livsmod og fightervilje. For kun med en ukuelig lyst til livet og alle livets udfordringer kommer man ud på den anden side af et langt hårdt forløb, stærkere!

Min diagnose er kun en mindre del af mit liv i dag, og jeg har kæmpet mig til et godt liv på trods af den.
Jeg håber, at jeg med min åbenhed kan hjælpe andre og give dem modet til at tale om de svære ting.

Dette er en bog, som handler om mit liv, som har budt på lidt af hvert.

Jeg har en bipolar affektiv sindslidelse. Jeg er mor til mine 3 børn og hustru til min mand.

Mit liv ændrede sig i 2005, da jeg blev mor til min ældste søn.

Jeg skulle til at leve med, at livet ikke kører lige ud af en snorlige vej. For jeg fik en fødselsdepression efter min ældste søn kom til verden.

Med fødselsdepressionen fulgte diagnosen. Jeg var indlagt i 9 måneder...

Jeg skulle lære at acceptere, at jeg var blevet førtidspensionist under min indlæggelse.

Igennem årene har jeg lært at leve med min diagnose og få det bedste ud af det.
I 2009 gik min eks, faderen til min ældste søn, og jeg fra hinanden. Jeg blev derefter indlagt i ca. 6 måneder. Den indlæggelse bød på lidt af hvert.

I august 2010 mødte jeg min nuværende mand og mine 2 yngste børns far.
Jeg har haft en periode på ca. 4,5 år fra sommeren 2011 hvor jeg var stabil og uden medicin. I de år fik jeg Mads og Laura.

Mine 3 børn og min mand er mit et og alt. Det er dem der får mig til at kæmpe de dage, hvor det ellers ser sort ud....

”Mennesker med Borderline er ikke til at stole på, de er egoistiske, de er udfarende og virkelige vanskelige at både indgå i relationer og samarbejde med. Man skal træde varsom i deres selskab, da de ikke kan navigere i det virkelige liv, fordi de er på ødelagte af alle de traumer, de har oplevet gennem deres liv. De kommer fra ødelagte hjem, fyldt med incest, vold, og misbrug”

Eller gør de?

Min bog handler om livet med borderline.

Men på trods af, at jeg opfylder alle symptomer og kriterier for at få netop denne diagnose, som en del af min godtepose, der også er fyldt med den ængstelige personlighedsforstyrrelse, samt træk fra OCD, angst og det paranoide. Ja, så bryder jeg alligevel mange fordomme ved ikke at være den ”klassiske borderliner” Jeg kommer nemlig fra ”den helt almindelige lykkelige familie” med forældre, der har været gift i 30 år og en 3 år yngre lillesøster.

Jeg er uddannet pædagog, ejer et hus, er lykkelig gift og har en fantastisk bonusdatter. Men alligevel blev jeg ramt af psykisk sårbarhed i en alder af 15 år. Uden at være en af de 70 %, der i barndommen har været udsat for et frygteligt traume. Psykisk sårbarhed kan komme af mange forskellige årsager. Jeg vælger at tro, at jeg er født med en større indre sårbarhed end så mange andre. Det er et af livets luner, som jeg har måtte kæmpe med, acceptere og faktisk vinde over!

Det har været en lang sej kamp. 11 år gik der fra jeg første gang viste tegn på psykisk sårbarhed, til at jeg som 26-årig fik min diagnose. Min bog handler om at sidde på en vippe og konstant forsøge at finde balancen mellem følelser og fornuft. Vejen igennem et system, som har budt på mange svigt, men samtidig også fantastisk hjælp, terapi og støtte.

Jeg er åben for alle spørgsmål, da det er her en masse brikker falder på plads i mit puslespil. Jeg tør være nysgerrig på mig selv og andre, og ønsker det samme den anden vej. Igennem en anerkendende dialog vokser vi sammen. I dag præsenterer jeg ikke min diagnose først i mødet med andre mennesker.

I dag er jeg ikke længere min diagnose. I dag er jeg MIG! Og jeg er faktisk ret god til det.

En bipolar lidelse, som heldigvis blev til et alkoholmisbrug over årene, resulterede i, at jeg blev fyret fra to gode jobs. Med et sind der var helt på afveje fik mine to døtre, på dengang 19 og 21 år, mig i lang og lykkebringende terapeutisk behandling.

Behandlingen gav mig et nyt liv. Jeg måtte genuddanne mit sind - en årelang proces som jeg ikke ville have været foruden. Alle de muligheder jeg har fået i form af givtige fællesskaber, gode mennesker og en forstående arbejdsgiver, som har givet mig plads til at genfinde et selvværd, som har været og er mit fundament for det liv jeg nu har fået.

10 år er gået og der er blevet plads til gennem åbenhed. ærlighed og villighed at hjælpe mange skæve eksistenser ind i en frihed til at gøre, hvad de ikke troede var muligt.

Jeg hedder Jørgen og er en glad og fri halvtosset alkoholiker og det er jeg rigtig godt tilfreds med.

Dette er en fortælling om mit liv med diagnoser.Som 26-årig fik jeg diagnosen bipolar affektiv lidelse og min verden blev vendt på hovedet. Men samtidig gav alting også pludselig meget mere mening

Lokalpsykiatrien fortsatte herefter min udredning og fandt frem til yderligere diagnoser. Tre forskellige angsttyper og PTSD. Man mener at det stammer tilbage fra jeg var omkring 11 år, og at der skulle have været gjort noget ved det allerede dengang. Min far havde et selvmordsforsøg på Vejlefjordbroen i 2001, med min familie og jeg siddende i bilen. Den oplevelse har jeg aldrig fået bearbejdet. Så alting indeni mig, har vokset sig større og større.Jeg endte selv med selvmordsforsøg, da livet virkede uoverskueligt.

I dag er jeg i gang med at kæmpe mig til det liv jeg gerne vil leve, være den mor, jeg drømmer om at være, give mit barn det allerbedste, være der for min familie, min kæreste og ikke mindst mig selv.Livet er stadig ikke en dans på roser, men med den rette støtte og hjælp kan næsten alting lade sig gøre. Jeg forsøger stadig at lære mine sygdomme at kende, og at det er mig der skal styre dem og ikke omvendt. Jeg kan have dage, hvor alting ser gråt ud, men det skal ikke få mig til at give op.

Denne bog er en fortælling om en ung kvindes rejse igennem det psykiatriske system. Hvor en diagnose spiller en så stor rolle, at ordene der kommer ud ikke bliver hørt. Medicin, mere medicin, medicin i så høje doser, at det har været invaliderende. “Er jeg bare et CPR-nummer, er der ingen der vil lytte?.”

I 6 år har jeg haft den forkerte diagnose. Jeg syntes ikke, at jeg kunne identificere mig selv som skizofren - det jeg læste om skizofreni passede ikke på mig. Der skulle gå 6 år, før jeg mødte en læge der sagde: “Jeg tror ikke det er skizofreni.” Endelig blev jeg hørt.

Den folder jeg fik udleveret om borderline blev et vendepunkt – det var jo mig, de skrev om. Jeg kunne sætte flueben ved det hele. “Du er en af de første af mine patienter, der får slettet skizofreni-diagnosen.” Jeg er et menneske, ikke BARE et CPR-nummer med en overskrift.

I 2017 måtte jeg vinke farvel til mit fuldtidsarbejde som pædagog. Jeg blev syg, og nu gjaldt kampen om overlevelse. Den 18.8.18 skulle jeg have været gift med min forlovede, men pga. dyb depression, måtte vi aflyse brylluppet, selvom invitationerne var sendt ud.

Jeg blev diagnosticeret med bipolar affektiv sindslidelse, og jeg skulle nu acceptere at sidde på den anden side af det professionelle bord. Den side, hvor patienten sidder.

Efterfølgende har jeg forsøgt at kæmpe mig tilbage til livet efter utallige depressioner, selvmordsforsøg, hypomanier og ikke mindst mit eget drænende monster.

En sommerhøjskole og det helt rigtige tilbud fra jobcenteret satte gang i min recovery-rejse, og derfra har jeg har ikke set mig tilbage siden.

Jeg kæmper stadig for at leve det liv, jeg ønsker, og det er ikke uden omkostninger - hverken for mig selv eller mine nærmeste relationer. Men jeg kræver retten tilbage - retten til at leve et værdigt og værdifuldt liv.

Hvem er Susan, og hvornår har det været Fru Borderline, der talte?

I denne bog vil jeg fortælle om, hvad Dialektisk Adfærdsterapi (DAT) er, og hvad dette forløb har gjort for mig. DAT er et knap to år langt tilbud tilpasset til patienter med borderline-diagnose. Et tilbud som ikke findes mange steder, derfor er det en særlig chance.

Jeg fik denne særlige chance i 2020 om et forløb i Haderslev. Det har været de to hårdeste år, hvor der skulle tages flere svære beslutninger.

I DAT-behandling arbejdes der med reaktionsmønstre. Hvorfor reagerer jeg som jeg gør, og hvor stammer disse følelser på reaktionen fra.

(Denne bog er skrevet af samme ambassadør, som har skrevet “Jeg er ikke bare et cpr-nr. med en overskrift”).

Dette er en fortælling om den grimme ælling i nutiden. En lille pige der brat blev revet ud af barndommens uskyldighed. En far med misbrug, en tvangsanbringelse på et børnehjem og i pleje. Seksuelle overgreb og mobning blev en hverdag i skolen. Selvskade, spiseforstyrrelse og selvmordstanker blev mine strategier gennem kaos for at undgå at mærke mine følelser.

I dag har jeg et par velbehandlede angstdiagnoser, en belastningsreaktion og en selvmordsforsøgsdiagnose. Mine selvmordstanker er blevet både en ven og fjende i et liv, der består af både fast arbejde og frivilligt arbejde samt drømmekandidat-uddannelsen.

Jeg er en historie om, at uanset hvor sort det hele kan se ud, så er det alligevel muligt at blive en mønsterbryder med et godt liv.

Denne bog indeholder lidt af hvert.

Mit liv har budt mig en barndom som skilsmissebarn, hvor der var krig og had mellem mine forældre og et alkoholmisbrug hos den ene af dem. Et traume som der ikke rigtig blev taget hånd om.

En svær skolegang hvor flere svigtede, men én lærer fik en helt særlig positiv betydning.

Imod alle odds og ordblindhed blev jeg uddannet bioanalytiker. Livet på arbejdsmarkedet endte dog allerede efter 6-7 måneder, og efter 7 år som sygemeldt fik jeg førtidspension. I starten af min sygemelding blev jeg udredt for personlighedsforstyrrelse og fik diagnosen emotionel ustabil personlighedsstruktur af borderline type med evasive træk, hvilket var en kæmpe lettelse.

Jeg gik i terapi i 2 år og har efterhånden en del indlæggelser på PAM på cv’et.

I en stor del af tiden jeg var sygemeldt, var jeg i praktik på Danmarks bedste arbejdsplads. De formåede at rumme at have mig og min sygdom rendende.

Efter endt behandling i psykiatrien, hvor de ikke mener at kunne gøre mere for mig, har jeg siden modtaget terapi hos TUBA.

I 2022 er jeg blevet bevilliget en servicehund, så rigtig meget af min tid går nu med at træne ham.

Jeg har siden 2018 været EN AF OS-ambassadør, og siden 2022 har jeg også været ambassadør for TUBA.

Man siger, at borderline kan vise sig på baggrund af ting, man har oplevet i barndommen.

Dér passer jeg nok meget godt ind.

Alligevel er min historie unik. Enhver historie er unik.

Jeg hedder Pia, og jeg har fulgtes med diagnosen ”borderline” det halve af mit liv.

Denne bog beretter måske ikke så konkret om borderline, men mere om det at være i en krop og et hoved, som har det rigtig, rigtig svært.

Om at være i årelange indlæggelser og at blive retspsykiatrisk patient.

Om selvskade og utallige selvmordsforsøg.

Om slåskampe med mig selv og mine omgivelser.

Om elektrochokbehandlinger, enorme daglige medicinmængder og lavstimuli.

Om at ligge 8 måneder i bælte.

Om ikke at bære nag.

Personalet havde givet op… Ingen troede at jeg kunne få det bedre. Men jeg er her endnu. Stærkere end nogensinde - og alligevel så svag og følsom…

Man siger at borderline aftager eller bliver nemmere med alderen. Dér passer jeg ikke ind. Endnu - men det kommer nok.

Jeg har aldrig kunne sidde derhjemme og lave ingenting. Jeg har altid fundet et eller andet at lave. Om det så var at køre taxi om aftenen og weekender, at sy tøj eller gøre toiletter rene, så var det altid bedre end at sidde derhjemme.

Efter en uddannelse på revalidering, hvor der var en krise i gang, var der intet arbejde at få. Så jeg startede som selvstændig. Jeg tog også vikarjobs for at kunne få det til at hænge sammen. Efter et par års hårdt arbejde med mange timer blev jeg ramt af stress, og efter en periode blev jeg slidt af sygedagpengesystemet og stod med ”ingen” indtægt og kunne ikke arbejde særlig mange timer. Det førte til en depression. Familien og jeg følte, at vi stod selv med problemerne og havde ingen anelse om, hvad man kunne forvente.

Jeg har valgt at stå åben frem og fortælle om det for, at det ikke skal ramme andre på samme måde. Hvis min åbenhed kan redde bare en person, som klarer at komme gennem en lignende situation, så er det alt værd.

Denne bog handler om, hvordan jeg først i 20´erne fik en skizofreni-diagnose, og hvordan jeg de efterfølgende år blev proppet med medicin i en uendelighed. Jeg fik medicin for medicinens skyld. Hvis medicinen ikke virkede, så prøvede de bare et nyt medicinpræparat. Lige som forsøgsmus. Sådan følte jeg det. Jeg var modløs og frustreret og kunne ikke se en ende på al den ”pille-spisning”.

Det havde også en anden bagside… Jeg tog på i vægt. Jeg blev større og større og i 2002 til min søsters bryllup vejede jeg 110 kg! Jeg havde kun 162 cm at fordele de 110 kg. på. Så jeg var meget stor.

Efter brylluppet tog jeg en beslutning. Jeg ville tabe mig- og det gjorde jeg. Jeg endte med at blive normal-vægtig efter 2 års vægttab! Det var en sejr. Jeg kunne igen begynde at bevæge mig. Jeg startede med at gå ture og for 6 år siden begyndte jeg at løbetræne i den lokale løbeklub.

Dette er bogen om hvordan motionen er min recovery, min selvmedicinering (medicinen der ingen bivirkninger har). Når jeg er trist og har stemmer og er nede i kulkælderen, så tager jeg traveskoene på og går mig en tur. Det er mere virksomt end en pille, som er med til at sløve mig, for så ved jeg, at så får jeg ikke gået den tur.

Dette er bogen om hvordan naturen påvirker mit sind, når jeg sætter den ene fod foran den anden…

En voldsom ulykke ændrede mit liv for altid.

Dette er min beretning om, hvordan PTSD og hjerneskade har ”tvunget” mig til at tage imod hjælp og erkende min nye livssituation.

EMDR (Eye Movement Desensitization and Reprocessing), Hypnoterapi, SE-behandling (Somatic Experiencing), mindfulness, yoga, svømning, åndedrætsøvelser, massiv psykologhjælp i flere forløb, selvudvikling og fællesskab har hjulpet mig til, hvor jeg er i dag.

Jeg ønsker at berette om, hvordan noget ganske forfærdeligt - et kæmpe traume - kan føre noget godt med sig.

Og selv når alt håb synes ude, når livet føles som den største test, kan man komme sig og endda komme styrket ud på den ”anden” side.

En dreng er vokset op i et ødelagt hjem, ingen vil have ham, og han må tage vare på sig selv. En broget virkelighed af rigtigt og forkert – samt en søgen efter samhørighed, gør at han kommer i det forkerte selskab.

En kamp der fortsætter gennem teenageårene - efter bedsteforældre tager hånd om ham, samt tvunget ophold på efterskole, som følge af kriminalitet, finder, den nu unge mand, sig en hobby. Trods der nu, mere end nogensinde før, synes at være noget at leve for, kæmper han med sit sind… og får diagnosen paranoid skizofreni som 25-årig.

Og spørgsmålene om mit sind er større end nogensinde…

Er jeg mindre værd, fordi jeg er psykisk syg? Skal man lytte til stemmerne? Kan man være 100% ærlig om sin sygdom? Er det OK at få børn? Hvornår og hvordan fortæller jeg mine børn det? Skal jeg fortælle det? Er jeg en dårlig far? Er min familie bange for mig? Bør jeg være bange for mig selv? Hvad skal der til for at vende sit liv omkring? Hvordan finder man balancen med sin sygdom og sit ansvar? Kan medicin være en hindring til recovery? Findes der andre måder end medicin? Hvordan kommer jeg videre?

I dag er jeg 35 år, og et helt andet sted i mit liv. Jeg finder det terapeutisk at fortælle min historie og deler den gerne med dig - måske kan vi alle lære noget…

Jeg underviste på en kort videregående uddannelse, hvor vi blev målt efter, hvor selvledende, vores teams fungerede.Den ledelsesstil blev ændret, uden vi fik det at vide.
Uforvarende røg jeg på den måde ind i centrum af en magtkamp.

Som led i den magtkamp brugte min leder en time på at nedgøre min evne til at undervise.De efterfølgende fire måneder – indtil jeg endelig var fyret – talte min chef ikke til mig – og hilste ikke.

Uden mulighed for rigtigt at kæmpe eller flygte blev mit system sat skakmat, og efter flere retraumatiseringer - og endelig en skilsmisse – blev jeg indlagt en måned på psykiatrisk afdeling.En psykolog har senere hjulpet mig ud af traumatiseringen ved at lære mig at mærke vrede.

I dag lever jeg et godt liv – men ikke uden følger.

Dette er en fortælling om en kvinde, der som 18-årig blev diagnosticeret med sygdommen paranoid skizofreni.

Den handler om livet med en tabubelagt sygdom, at være flov over sin diagnose, at være plaget af manglede livsgnist, symptomer på sygdommen og hashmisbrug.

Alle vil gerne skille sig ud, men jeg vil bare gerne være normal. Det at kunne gennemføre en uddannelse eller arbejde 37 timer, har jeg desværre måtte opgive, og efter 8 års jobafklaring fik jeg tilkendt førtidspension. Selvom jeg er vurderet uarbejdsdygtig for altid, vil jeg stadig have en betydningsfuld plads i livet.

Jeg fandt meningen igennem motion, og at turde satse på der var en god kæreste til mig derude… Og ja det var der. Jeg kan en masse og vil en masse, men har lært at leve med mine begrænsninger. Der bliver nødt til at være et loft over antallet af udfordringer hver dag, for ellers vælter læsset kort sagt.

Her 10 år efter min første psykose har jeg fået modet til at stå frem med min diagnose. Faktisk er min diagnose kun en lille del af mig, for er jeg er en hel del mere end det.

Jeg håber min fortælling kan give dig et indblik i livet for en psykisk sårbar, gøre dig klogere og muligvis bekræfte eller forhåbentligt afkræfte nogle af dine fordomme. Giv håbet videre, for på trods af svær psykisk sygdom, kan livet sagtens blive godt.

Jeg er her endnu, for ingen ved hvad det sker i morgen. Måske er det noget godt? Det vil jeg ikke gå glip af.

En beretning om:

Den opmærksomme psykiatri og vores opmærksomme politienhed
Elektrochok og medicin.
At være peer-medarbejder i psykiatrien.
Om nærværende relationer.

Fokuspunkter i historien:

Kropslige symptomer på et sind i opløsning
Hvorfor vi skal tage os af hinanden
Hvorfor vi skal tale med os selv – og se os selv i spejlet – og være taknemmelige for det, vi ser.
Hvorfor kærlighed betyder alt i et menneskes liv.

Dette er en ærlig bog om at være særlig sensitiv med personlighedsforstyrrelser, depression og dysthymi.

Mange følelser om at være frustreret, tvivle, være ked af det, miste håbet, at miste min bror i en trafikulykke, ”miste” mine børn, tvivle på om jeg er en god mor, finde min nye rolle som mor, miste troen på livet, selvmordsforsøg, mange år i systemet (syg, men ikke syg nok, eller hvad?), om ikke at være i stand til at tage beslutninger.

Allerede som ung teenager tænkte jeg tanker om der var noget galt, om jeg måske led af vinterdepression, som 18-årig kom jeg i selvhjælpsgruppe, som 27-årig fik jeg antidepressiv medicin og først som 31-årig fik jeg mine første diagnoser.

Citat fra min udredning: ”Uspecificeret personlighedsforstyrrelse. Udredningen viser, at hun har enkelte dependente træk og enkelte emotionelt ustabile træk. Der ses flest tvangsprægede træk, men også klart depressive træk, tydende på en habituel forstemning. Hun opfylder således også kriterierne for en depressiv personlighedsstruktur eller dysthymi.” (langvarig nedtrykthed).

Jeg har også børn med diagnoser som ADHD og autisme.

Jeg har stadig perioder eller dage der er dumme, triste og trætte, og hvor jeg føler jeg ikke er værd at være sammen med, for jeg smitter med mit triste humør eller jeg kommer til at snerre af dem der står mig nær. Det kræver kræfter at minde mig selv om, at det ”bare” er en periode, og give mig selv lov til en sofa-dag, eller gøre andre ting, der giver mig en pause, eller som kan få det positive humør til at vende tilbage igen.

Så længe jeg ikke mister håbet, håbet er alt afgørende, og jeg har fået håbet tilbage.

Har dette givet anledning til nogle spørgsmål, eller berører det nogle emner der kunne være relevante for jer, så lån mig, jeg svarer så godt jeg kan på jeres spørgsmål, måske bliver jeg også klogere på mig selv.