Skip til primært indhold

Film

PsykInfo står bag en række korte film, der har til hensigt at sætte refleksioner i gang og danne grobund for samtale. Filmene bliver i øjeblikket vist på infoskærme rundt omkring i lokalpsykiatrien.

Er det perfekt?

Perfektionisme kan vise sig på mange måder. I videoen ses en ung kvinde, der skal klare sig godt på studiet samtidig med, at hun skal se godt ud og være i god form. En veninde undrer sig over, at den unge kvinde skriver, at hun træner. Hun havde før sagt, at hun skulle læse. Den unge kvinde har dog også en studiebog med på motionscyklen, så hun ikke slækker på hverken konditionen eller studielivet. Er det perfekt at være perfekt?

En ting ad gangen

Vi har rigtig travlt og skal nå meget. At kunne have mange bolde i luften på en gang, anses som en kvalitet. Nogle gange er det dog vigtigt at tage den med ro. I videoen ses den unge kvinde, der har valgt at fokusere på motionen, og da hun er færdig, skriver hun til sin veninde, at hun kommer hjem til hende og læser nu. Hun har et lettet og smilende ansigtsudtryk. En ting ad gangen…

Ta'r du fat i din kollega?

Mange medarbejdere har svært ved at være åbne om, hvis de ikke trives. I videoen ses en medarbejder, der har bordet fuld af papirer. Han får stukket endnu et papir i hånden af en kollega. En anden kollega skriver til ham, og hører om han er okay, fordi han så træt ud på mødet i går. Medarbejderen svarer, at han er okay. Kollegaen foreslår, at han tager dagen fri i morgen og vil gerne snart spille golf med ham. Ta’r du fat i din kollega?

Kollegaen

En god arbejdsplads handler også om at passe på hinanden som kollegaer. I videoen ses medarbejderen i baggrunden og kollegaen i forgrunden. De skriver sammen og takker for kampen i går, hvor de har spillet golf. Den tidligere pressede medarbejder takker også for den gode snak, imens han har et smil på læben. Ta’r du fat i din kollega?

Det er muligt at komme sig

Mange tror fejlagtigt, at en psykisk sygdom er en kronisk sygdom, der følger en resten af livet. I videoen ses en ung mand, der går ned ad gangen på sin skole. Han stopper op et sekund, før han går ind i sit klasselokale. Han ser en smule nervøs ud og tager en indånding. Han bliver taget imod af klassekammeraterne. Det er muligt at komme sig – også af psykisk sygdom.

Tager du godt imod?

Har man været væk fra et fællesskab (skole, arbejde etc.), er det vigtigt, at man føler sig velkommen, når man vender tilbage. I videoen ses en ung mand, der sætter sig i klasselokalet og bliver budt velkommen tilbage med smil og åbne arme af sine klassekammerater. Klasselæreren giver ham også hånden. Den unge mand smiler og ser lettet ud over modtagelsen. Tager du også godt imod, når en ven vender tilbage?

Passer du på dig selv?

Pårørende til et menneske med en psykisk sygdom sætter ofte egne behov i baggrunden. I videoen ses en mand, der sidder i sit køkken og ser nedtrykt ud. Han stirrer ud i luften. Hustruen går hen og nusser og krammer ham. Efterfølgende går hun ind i stuen og sætter sig, og lægger ansigtet ned i sine hænder. Hun er tydeligt påvirket af mandens tilstand. Passer du på dig selv, når du passer på andre?

Børn er også pårørende

Når ens far eller mor bliver ramt af en psykisk sygdom afstedkommer det en lang række spørgsmål hos barnet eller den unge. Rigtig mange bliver bekymrede over ikke at vide, hvad der foregår. I videoen ser vi hustruen, der tydeligt var påvirket af mandens tilstand, der denne gang selv bliver omfavnet af sin datter, der også tydeligt er påvirket af situationen. De holder hinanden tæt. Husk, børn også er pårørende!

Selvmedicinering

Er man ulykkelig, trist eller presset kan alkohol umiddelbart dulme smerter og give noget ro. Et overforbrug af alkohol kan dog føre til fysisk eller psykisk sygdom. I videoen ses en mand, der drikker den sidste tår af en flaske vin. Han sidder med en skilsmissebevilling i hånden, og vielsesringen ligger på bordet. Han rejser sig, og henter endnu en flaske vin. Ny ”medicin”…? Selvmedicinering er ikke vejen ud af psykiske problemer.

Nattesøvn

Hvis vi ikke sover godt, så går det ud over vores dagligdag og vores humør. En god søvn er vigtig for vores psykiske sundhed. Mange får forstyrret deres søvn på grund af deres smartphone. I videoen ses en kvinde, der ligger i sin seng. Ud over lyset fra hendes smartphone er der mørkt i soveværelset. Hun lægger telefonen fra sig og vil sove. Få sekunder efter kommer der en høj beskedtone – hun svarer omgående. Får du din nattesøvn?

Psykisk syge kan ikke gennemføre en uddannelse

At have en uddannelse er vigtigt for vores trivsel. Mennesker med psykisk sygdom har også brug for en uddannelse, og med den rette støtte og vejledning kan det lade sig gøre. I videoen ses fire unge mennesker med studenterhuer på. De har hvert sit navneskilt – Julie, Casper, Emma og Lasse. En ad gangen vender de skiltene om – diabetes, astma, skizofreni og døv. ”Psykisk syge kan ikke gennemføre en uddannelse.” Er du sikker?

Jeg ER min psykiske sygdom

Det er ikke kun omgivelserne, der fastholder mennesker med psykisk sygdom i fordomme og stigmatiserer dem. Mennesker med psykisk sygdom kan også være selvstigmatiserende og fastholde sig selv i et negativt selvbillede. Nogle gange skal man have støtte og inspiration til at nedbryde sit negative selvbillede. I videoen ses en ung kvinde, der udtrykker over en SMS, at hun er helt sikker på, at ingen kan lide hende. Få sekunder efter møder hun en ven, der giver hende et stort kram og de står efterfølgende og snakker. ”Jeg ER min psykiske sygdom.” Sproget er vigtigere end du tror. Tal pænt til dig selv.

Jeg klarer det aldrig

Det er ikke kun omgivelserne, der fastholder mennesker med psykisk sygdom i fordomme og stigmatiserer dem. Mennesker med psykisk sygdom kan også være selvstigmatiserende og fastholde et negativt selvbillede. Nogle gange skal man have støtte og inspiration til at nedbryde sit negative selvbillede. I videoen ses en ung mand, der sidder på sidelinjen til indendørs fodbold. Han ryster på hovedet, fordi han ikke tror han kan klare at være med. Træneren kommer over og giver ham nogle motiverende ord, og får ham op. Den unge mand ender med at spille med alligevel. ”Jeg klarer det aldrig.” Jo du gør – tro på dig selv.

En gang syg - altid syg

Alle kan komme sig over psykisk sygdom. Uanset diagnose. Men ligesom et benbrud kan være mere eller mindre kompliceret, gør det samme sig gældende for psykisk sygdom. Derfor kan man ikke sige, hvor lang tid det tager at komme sig over psykisk sygdom. I videoen ses en mand, der går smilende ud fra hospitalet med krykkerne i hånden. Kameraet drejer over på en kvinde, der står smilende og kigger i kameraet. ”En gang syg – altid syg.” Det er muligt at blive rask – også efter psykisk sygdom.

APPFWU01V