Tag hele familien med til 'Sindssyg God Søndag' den 18. august
Oplev blandt andre sangerinderne Mathilde Falch og Katinka Bjerregaard eller tag børnene med til cirkusforestilling og stuntshow til det gratis arrangement.
Der er underholdning for hele familien til en-dags-festivallen Sindssyg God Søndag i Teglgårdsparken i Middelfart. Dagen byder på livemusik med to Toppen af poppen-deltagere, løgnvandring, forfattertalk med Anna Juul, drop-in cirkusforestilling og meget mere.
Formålet med dagen er på forskellig vis at nedbryde tabuer og fordomme om psykisk sygdom og mistrivsel.
Hør Mathilde Falch og Katinka
Musik og personlige fortællinger går hånd i hånd, når Mathilde Falch og Katinka Bjerregaard, der blandt andet er kendt fra TV2-programmet Toppen af poppen, gæster Sindssyg God Søndag.
Mathilde Falch fortæller denne eftermiddag gribende, men med glimt i øjet, om som ung at komme ud i et misbrug og møde psykiatrien. Koncertforedraget er et mix mellem hendes egne sange og fortællinger fra hendes liv.
Du kan også høre Katinka Bjerregaard fortælle om sit arbejde med romanen ’Klump’, som handler om krop, kærlighed og identitet, om en barndom med mobning og en ungdom med ubegribeligheder. Efterfølgende vil Katinka Bjerregaard synge nogle af sine sange, hvor teksten altid har noget vigtigt at sige.
For store og små
For de yngre deltagere er der mulighed for at se Prinsesse To Ben og Enhjørningen Dennis’ cirkus, DynaMike World Peace Stuntshow eller hygge sig i hængende læsetelte.
For de voksne deltagere, er det nok mere forfattertalk med Anna Juul, som blandt andet er kendt fra DR-programmet Mit værk til Danmark, der trækker. Hun har skrevet ’Superskurk’, der er en rå, bramfri, hjerteskærende og humoristisk roman.
- Jeg glæder mig til at besøge Sindssyg God Søndag for at tale om min bog Superskurk, der blandt andet handler om mine egne erfaringer som patient i et presset psykiatrisk system, hvor humor nogle gange virker som den bedste overlevelsesstrategi, siger hun.
Tid og sted
Sindssyg God Søndag finder sted den 18. august ved Teglgårdsparken, 5500 Middelfart fra klokken 11 til 16. Arrangementet er gratis og kræver ingen tilmelding.
Dagen er arrangeret af Middelfart Museum og Middelfart Kultur & Bibliotek i et samarbejde med Psykiatrien i Region Syddanmark og PsykInfo Region Syddanmark. Samarbejdet viser, at samtaler om psykisk sygdom kan gå hånd i hånd med musik, workshops og underholdning.
Se hele programmet for Sindssyg God Søndag hos Middelfart Museum.